Lisbeth Weitemeyer: Maren Muhko (2018)
Langt ude på landet bor Maren Muhko på en bondegård sammen med nogle andre køer. Køerne har det ikke godt på gården, fordi den bondemand, der ejer dem, ikke giver dem nok at spise, og på marken er der næsten intet græs.
Bondemanden malker køerne for at få mælk, som han sælger på mejeriet. For at få hver eneste dråbe med, vrider han Marens patter. Det gør ondt, og en dag bliver Maren sur. Hun beslutter sig for at gå ud i verden. Hun vil finde en ny bondegård, hvor hun og hendes venner kan bo.
Men hvor skal Maren gå hen? Verden er stor, og Maren ved ikke, om hun skal gå den ene eller den anden vej for at finde en ny gård.
På sin vej ud i verden møder Maren en ørn. Ørnen har mistet sine unger og beder Maren om hjælp. Hvis hun vil hjælpe ørnen med at få sine unger tilbage, vil den hjælpe hende med at finde en ny gård.
Kan en ko hjælpe en ørn, og ved ørnen, hvor der findes en god gård, hvor Maren og hendes venner kan bo?
En bog om venskaber på tværs og om det gode, der kan opstå, når man allermindst venter det.
Lisbeth Weitemeyer:
Maren Muhko
Illustreret af Kirsten Illeborg
47 sider, ill. hardback