Kim Klyver: Livets pust - Luftmangel, omvæltning og kamp (2022)
Uventet smittet af en virus gennemgik Kim Klyver i 2019 en dobbelt lungetransplantation efter et hårdt forløb op til, undervejs og efter. Denne digtsamling er ord, der repræsenterer tanker og refleksioner, som han skrev undervejs i forløbet. Ordene var aldrig tænkt som en digtsamling, men som selvterapi eller katarsis. I digtsamlingen står ordene nærmest urørte, som skrevet i den kronologi, der afspejler processen med lungesygdom og organtransplantation i en coronatid.
At gennemleve en lungetransplantation for at vågne op til coronatider forstærkede betydningen og konsekvenserne af corona og blev et skarpt forstørrelsesglas på, hvad vi som samfund har gennemgået med nedlukning, isolation, frustration og frygt. Samlingen handler dog mere om livet, dets betingelser, kriser og optimisme, end den handler om sygdom.
Om forfatteren
Kim Klyver er international anerkendt professor i entreprenørskab ved Syddansk Universitet og University of Adelaide. Forfatter, foredragsholder og har arbejdet og boet i både Australien og Californien ad flere omgange.
Sideløbende med Kims tilbagevenden til livet i coronatiden har han forsket i og udgivet om dansk erhvervsliv i coronakrisen både i form af videnskabelige artikler, kronikker, podcast mv. Derudover er han medvært på podcastserien Netværksnørderne.
Kim Klyver:
Livets pust - luftmangel, omvæltning og kamp (2022)
60 sider, hæftet