Var du i sin tid vild med Jan Guillous trilogi om tempelridderen Arn, så vil du elske Ralph Mølders historiske roman “Hallænderen og valkyrierne”, der er første bind af en ny serie.
Romanen foregår i anden halvdel af det 12. århundrede, og for størstedelens vedkommende i det daværende danske rige, som bl.a. inkluderede landsdelene Skåne og Halland. Hovedpersonen hedder Roar Sigmondson, som vokser op i det yderste nordøstlige hjørne af Halland, tæt på grænsen til Västra Götaland.
Han ”uddannes” til ridder og gør i mange år tjeneste i den danske ærkebiskop Absalons hird. Som hirdens ritmester ledsager han ofte Absalon på dennes rejser i hele riget. Derved kommer han også i tæt kontakt til den danske konge Valdemar den Store og dennes familie, især til hans dronning, Sofia. Efter Valdemars død knyttes han endnu tættere til den kongelige familie via en ganske særlig omstændighed.
Under en mission til Det Hellige Land, møder han to personer, som vil forme hans videre skæbne på afgørende vis: Tempelridderen Birk Algotson fra Västra Götaland, og den arabiske prinsesse Zahrah, som han redder fra en grum skæbne, der gør, at hun efterfølgende må følge med ham hjem til det fjerne Norden.
Det er en historisk spændingsroman og første bind i en serie.
Anmeldelse fra Litteraturhjørnet:
5 ud af 6 stjerner
Denne roman er blevet til på et grundigt forarbejde og en virkelig stor historisk indsigt. Det er en særdeles fyldestgørende og detaljeret fortælling om 1100-tallets indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, samt levevis, tro, stridigheder og alliancer. [...] Jeg ser meget frem til næste bog, når den udkommer.
– Louise Juelskjær Hansen, litteraturhjørnet.dk
Ralph Mølders:
Hallænderen og valkyrierne
550 sider, Hardback
Udkommer 15. april 2022